Vi skal passe bedre på drikkevandet end nogensinde før

Portræt af Jørgen Jørgensen

"I dag tager alle jo vandet som en selvfølge. At vi kan drikke og vaske os i rent vand. Men jeg ved, at det er en begrænset ressource, og der ligger et meget stort arbejde bag at levere det. Derfor synes jeg, at vi skal passe godt på vandet og have respekt for det. Så kan det også være der til de fremtidige generationer", siger Jørgen Jørgensen

Billede af Jørgen Jørgensen

Jørgen Jørgensen er forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i Tårnby Forsyning. Som ung blikkenslager og VVS’er var Jørgen Jørgensen med til at lægge nogle af de første vandledninger i Tårnby og kan derfor fortælle om, hvordan de dengang blev de lagt ned som støbejernsrør.

Med til at lægge de første vandledninger i Tårnby

"Vi samlede dem i 2-meters længder på jorden. Det var noget mere bøvlet end i dag. Og det er jo de samme gamle vandledninger, som udskiftes løbende i dag. Derved undgås en del vandspild. Før i tiden var der ikke så meget fokus på det. Holdningen var dengang, at det vand der løber ned, jo alligevel kommer tilbage til os om 20 år", fortæller Jørgen Jørgensen og fortsætter: "Men her har den grønne afgift presset på udviklingen. Det koster også en hulens bunke penge at få foretaget en lækagesøgning i dag, og det motiverer selvfølgelig også til at nedsætte vandspildet og lægge nye rør".

Vi skal spare på vandet – og se på alternative løsninger

"Nogen siger faktisk, at muligheden for frisk drikkevand måske ophører en skønne dag, og derfor skal man spare al det man kan. Det synes jeg, er meget fornuftigt. Det er jo for eksempel ret uhensigtsmæssigt, at man stadig bruger rent drikkevand, når man skyller ud i toilettet. Også selv om et typisk skyl er blevet reduceret fra for eksempel 10 til 4 liter. Vi skal derfor se på alternative løsninger", siger Jørgen.

Inspireret på Malta

Jørgen fortæller engageret om, da han for en del år siden var på ferie på Malta og så, hvordan de dernede afsaltede havvandet igennem et såkaldt omvendt osmoseanlæg, så havvandet kunne bruges som drikkevand.

"Det er jo en mulig løsning i fremtiden, Jeg synes i hvert fald, at vi skal overveje at eksperimentere med den type anlæg. Så hvis drikkevandet engang bliver sværere at få fat på i de mængder, som vi herhjemme tager for givet. Ja, så er det jo meget godt, at vi ikke er helt uforberedt", fortæller Jørgen.

Svært at spå om fremtiden

Spurgt om, hvordan Jørgen tror, at det vil se ud med drikkevandet i Tårnby om 30 år, svarer han, at det er svært at spå om.

"Med al den sprøjtegift der er blevet brugt i Danmark igennem tiden, og som vi jo i dag godt ved, ikke er så smart. Ja, så kan der jo selvfølgelig opstå problemer med vandet i fremtiden. Det er også derfor, at jeg er så interesseret i alternative løsninger", siger Jørgen og fortsætter: "For eksempel har de ved Yderby Lyng et omvendt osmoseanlæg, der fungerer. Det vil jeg gerne besøge sammen med bestyrelsen. Det er jo interessant at se, at det virkelig kan lade sig gøre med alternative drikkevandskilder".

Ikke en selvfølge med rent drikkevand

Jørgen lægger dermed som forbrugervalgt bestyrelsesmedlem stor vægt på, at forsyningen i fremtiden kan følge med de stadig voksende krav – ikke mindst når flere flytter til Tårnby.

"Vi skal kunne levere rent godt vand og komme af med det igen. Også selvom Tårnby for eksempel øges med 5000 borgere ved nybyggeri. Det skal vi have fokus på", siger Jørgen.

Jørgen slår dog fast, at det fortsat er det allervigtigste, at vi passer godt på vores drikkevand og har respekt for det.

Om Jørgen Jørgensen

Jørgen Jørgensen er forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i Tårnby Forsyning, hvor han blev valgt ind i 2013 og nu sidder i sin anden periode. Det er på mange måder en vandets ’grand old man’ i bestyrelsen. Jørgen har nemlig, lige fra han som helt ung i 1957 blev uddannet blikkenslager og VVS’er og frem til i dag, interesseret sig for vand på den ene eller anden måde. Jørgen er derfor også med i bestyrelsen for vandområdet for Odsherred Kommune, da han har sommerhus ved Sejerøbugten. Dertil har han været formand for vandværket samme sted i 40 år.

Fakta om valg til bestyrelsen

  • Der er valg hvert fjerde år til bestyrelsen i TÅRNBYFORSYNING A/S
  • Valgperioden går fra 2018-2021. Det vil sige, at der er valg igen i 2021