Historisk vandværk bliver omdannet til moderne administrationsbygning

FORSYNING

Tårnby Forsyning har vokseværk, og derfor er en ny administrationsbygning på Gemmas Alle i gang med at blive opført.

ny bygning gemmas alle

Sådan kommer den nye bygning på Gemmas Alle til at se ud.

Tårnby Forsyning er i gang med at få opført en ny administrationsbygning på Gemmas Alle.  

Det seneste år har Tårnby Forsyning haft vokseværk - ikke mindst på grund af den store fjernvarmeudbygning, der er i gang i Tårnby, og på sigt også bliver sat i gang i nabokommunen Dragør.  

Derfor skal der udvides, så der er plads til at huse de nye medarbejdere, som er kommet til igennem det seneste år.  

Udvidelsen sker ved at omdanne den gamle vandværksbygning på Gemmas Alle 39 til et nyt moderne administrationsdomicil, som bliver bygget med et bæredygtigt fokus og i respekt for den historiske bygning, der blev opført i 1929.

Rejsegilde1
Den gamle vandværksbygning stammer fra 1929 og bliver snart omdannet til en moderne administrationsbygning for Tårnby Forsyning.

Rejsegilde og tak til håndværkerne 

Siden november 2023 har håndværkerne fra Østermark Entreprenørforretning været i fuld gang, og byggeriet skal efter planen være færdigt i juli 2024. 

Byggeriet af den nye administrationsbygning er nu så langt, at der netop er blevet afholdt rejsegilde på byggeriet. 

Her blev håndværkerne budt på pølser og kakaomælk, og Tårnby Forsyning direktør, Raymond Skaarup, holdt tale og takkede håndværkere og rådgivere på projektet.