Rejsegilde på pyrolyseanlæg

SPILDEVAND

Pyrolyseanlægget på Tårnby Forsynings renseanlæg begynder at tårne sig op. Fredag 2. februar var der rejsegilde på hallen, der skal huse det innovative anlæg

pyrolyse-einer

Bestyrelsesformand Einer Lyduch holdt tale til rejsegildet på det kommende pyrolyseanlæg på Tårnby Forsynings renseanlæg.

Selvom det har været en hård vinter med masser af sne og frost, så har det ikke bremset byggeriet af pyrolyseanlægget på Tårnby Forsynings renseanlæg.

Derfor var det en glad bestyrelsesformand, Einer Lyduch, som i selskab med håndværkere og entreprenører samt medarbejdere fra Tårnby Forsyning kunne markere rejsegildet af den 650 kvadratmeter store hal, der skal huse pyrolyseanlægget.

Pyrolyseanlægget hos Tårnby Forsyning bliver det blot tredje af sin slags i Danmark, og det er den danske virksomhed AquaGreen, der står bag. Anlægget kan udskille miljøfarlige stoffer fra spildevandsslam og samtidig omdanne 50 procent af slammet til såkaldt biokoks, som så kan bruges i skovbunde.

einer henning
Einer Lyduch, bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning, og Henning Schmidt-Petersen, direktør i AquaGreen, foran den nyopførte hal, der skal huse Tårnby Forsynings kommende pyrolyseanlæg.

Bidrager til grøn omstilling

”Pyrolyseanlægget vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, og når vi får sat strøm til pyrolyseoplægget i slutningen af 2024, så kan vi i Tårnby Forsyning sætte endnu et hak på vores tjekliste frem mod at blive energineutrale senest i 2030,” siger Einer Lyduch og fortsætter:

”Her hos Tårnby Forsyning har vi FN’s verdensmål som pejlemærker. Med dem i baghovedet tænker vi hele tiden over, hvordan vi kan få bæredygtighed og klima ind i både projekter og i den daglige drift. Vi skal gøre tingene bedre og smartere – men hele tiden have øje for klimaet,” erklærer Einer Lyduch.

Pyrolyseanlægget forventes færdigopført til efteråret, og derefter venter en testperiode indtil begyndelsen af 2025, hvor anlægget vil blive taget endeligt i brug.

Fakta om pyrolyseanlægget

Anlægget vil på en innovativ måde omdanne spildevandsslam til et bæredygtigt gødningsprodukt. Det sker i pyrolyseanlæggets ovn, der vil varme slammet op til 650 grader.

  • I dag bliver spildevandsslammet kørt ud på landbrugsjord, men i slammet kan der være stoffer som medicinrester, tungmetaller og PFAS. Der er grænseværdier på disse stoffer, og grænseværdierne begynder at nærme sig et niveau, som betyder, at slammet ikke kan køres på landbrugsjord.
  • I pyrolyseanlægget vil slammet blive opvarmet, og 50 procent af massen vil blive omdannet til såkaldt biokoks, der kan bruges i skovbunde i mange år. Samtidig omdannes den resterende del til gas, hvor blot 50 procent af denne mængde udledes som CO2 igen ved forbrændingen.