Første spadestik på pyrolyseanlæg hos Tårnby Forsyning

Innovation

Det kommende pyrolyseanlæg vil sikre, at PFAS og andre miljøskadelige stoffer forsvinder fra spildevandsslammet. Dermed spiller anlægget en vigtig rolle i Tårnby Forsynings bestræbelser på at blive energineutrale senest i 2030.

Allan og Einer første spadestik

Tårnbys borgmester Allan S. Andersen (tv) og Einer Lyduch, der er bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning (th) tager i fællesskab første spadestik til Tårnby Forsynings kommende pyrolyseanlæg ved renseanlægget i Kastrup Strandpark.

Det er et ambitiøst og innovativt byggeri, der mandag blev taget første spadestik til på Tårnby Forsynings renseanlæg i Kastrup Strandpark. Det er et såkaldt pyrolyseanlæg, som vil fungere som en stor oven, der skal være med til at omdanne spildevandsslam til et bæredygtigt gødningsprodukt.

Slam fra spildevand består primært af organiske stoffer som afføring, madrester, papir og plantedele. Og med det kommende anlæg vil disse efterladenskaber fra de cirka 43.000 indbyggere i Tårnby i fremtiden gøre mere gavn, end tilfældet har været hidtil. 

Omdanner slam til biokoks, der kan bruges i skovbunde i mange år

Som det er i dag, bliver slammet kørt ud på landbrugsjord, men den praksis har den negative sideeffekt, at der kan være stoffer i slammet som medicinrester, tungmetaller og PFAS. Der er grænseværdier på disse stoffer, og grænseværdierne begynder at nærme sig et niveau, som betyder, at slammet ikke kan køres på landbrugsjord.

Derfor har Tårnby Forsyning allieret sig med firmaet Aqua Green, der har specialiseret sig i såkaldte pyrolyseanlæg. Det kommende anlæg skal placeres i en 600 kvadratmeter stor bygning på renseanlægget i Kastrup Strandpark. Opvarmningen af slammet i pyrolyseanlægget vil omdanne 50 procent af massen til såkaldt biokoks, der kan bruges i skovbunde i mange år. Samtidig omdannes den resterende del til gas, hvor blot 50 procent af denne mængde udledes som CO2 igen ved forbrændingen.

Borgmester: Vigtigt at minimere PFAS

Tårnbys borgmester Allan S. Andersen tog sammen med Einer Lyduch, bestyrelsesformand hos Tårnby Forsyning, første spadestik, og han ser frem til klimagevinsten ved det kommende anlæg.

”Den helt åbenlyse fordel ved pyrolyseanlægget er, at PFAS og de andre miljøfremmede stoffer vil blive nedbrudt. PFAS er meget omtalt i de her år, og der bliver taget mange forholdsregler. Derfor kan vi være godt tilfredse med, at vi her i Tårnby i fremtiden gør vores til at minimere mængden af PFAS,” siger borgmester Allan S. Andersen og fortsætter:

”Vi lever i en tid, hvor klimaet fylder meget. Der er stor opmærksomhed på, hvordan vi kan løse klimaudfordringerne, og jeg er derfor glad og stolt over, at vi i Tårnby Kommune har et forsyningsselskab, som i den grad har klimabrillerne på, når de kigger på fremtidige løsninger,” siger Tårnbys borgmester.

Bestyrelsesformand: Vigtig ingrediens i grøn omstilling

Tårnby Forsynings bestyrelsesformand Einer Lyduch ser ligeledes frem til, at pyrolyseanlægget bliver en vigtig ingrediens i den grønne omstilling hos Tårnby Forsyning.

”Pyrolyseanlægget vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, og når vi får sat strøm til pyrolyseoplægget i slutningen af 2024, så kan vi i Tårnby Forsyning sætte endnu et hak på vores tjekliste frem mod at blive energineutrale senest i 2030,” siger Einer Lyduch og understreger, at bæredygtighed og klimaet har en høj prioritet i det lokale forsyningsselskab.

I Tårnby Forsyning har vi FN’s verdensmål som pejlemærker. Det betyder, at vi tænker bæredygtighed og klima ind i både projekter og drift alle de steder, vi kan. Og det er pyrolyseanlægget et glimrende eksempel på,” siger Einer Lyduch.

Det er den danske virksomhed Aqua Green, der står bag idéen om pyrolyseanlægget, og virksomheden har udviklet et koncept for et højteknologisk anlæg, som der ikke er mange af i Danmark. Anlægget hos Tårnby Forsyning bliver det tredje af sin slags i Danmark. Ifølge tidsplanen vil byggeriet være færdigt i slutningen af 2024, hvorefter der venter en kort testperiode, før det i begyndelsen af 2025 vil blive taget endeligt i brug.