Tårnby Forsyning holder varmepriserne i ro

Priserne på fjernvarme forbliver stort set uændrede fra 1. januar 2024. Det fremgår af det nye takstblad, hvori der samtidig er indført en øvre grænse for stikledningsbidraget.

Radiator

Priserne på fjernvarme fra Tårnby Forsyning er nogenlunde uændret i det nye år.

Det nye år byder vanen tro også på et nyt og opdateret takstblad for fjernvarmepriserne hos Tårnby Forsyning.

Men kigger man overordnet på det nye prisblad, er der ikke store ændringer at spore i varmeprisen.  For imens prisen på det såkaldte effekt- og målerbidrag stiger en smule, bliver det variable bidrag omvendt sænket. Dermed ender de samlede udgifter med at være nogenlunde status quo.

Fjernvarmekunder hos Tårnby Forsyning har derfor ikke udsigt til store prisstigninger på varmen her i den ellers kolde tid.

Prisen for abonnementsordning til kommende fjernvarmekunder forbliver også den samme som i 2023, nemlig 3.500 årligt for kunder med et eksisterende gasfyr og 3.700 kr. årligt for kunder med et eksisterende oliefyr. Samtidig er engangsbeløbet for tryghedsordningen også uændret og ligger på 1.500 kr.

Loft for udgifter til stikledningsbidrag

Tårnby Forsyning kigger ind i et år, hvor rigtig mange nye fjernvarmekunder kommer til i takt med den store udvidelse af fjernvarmenettet i Tårnby. Og i den forbindelse er der én ændring i takstbladet, som er værd at hæfte sig ved.

Det drejer sig om det såkaldte stikledningsbidrag, der er den udgift, som nye fjernvarmekunder skal betale for at få etableret en stikledning fra skellet ved vejen og frem til husmuren og dermed blive koblet til fjernvarmen.

Prisen forbliver den samme som hidtil, nemlig 1.250 kr. (inkl. moms) pr. løbende meter. Men til gengæld er der i det nye takstblad for 2024 indført et loft for, hvor meget man som ny fjernvarmekunde kan komme til at betale.

Med de nye takster kommer nye fjernvarmekunder nemlig maksimalt til at betale for 25 meter svarende til maksimalt 31.250 kr.

Herunder kan du se taksterne for varme (gældende fra 1. januar 2024)