Nu begynder første etape af kæmpe fjernvarmeudbygning i Tårnby Kommune

FJERNVARME

Tårnby Kommunes vision om at få koblet flest mulige på fjernvarmenettet tager nu fart. Det er Tårnby Forsyning, der står for udbygningen, og i begyndelsen af 2024 igangsættes arbejdet med at etablere fjernvarme i de første parcelhuskvarterer nord for motorvejen i Tårnby

fjernvarmerør

Der er fjernvarme på vej til tusindvis af grundejere i Tårnby. I første kvartal af 2024 får omkring 220 grundejere mulighed for at blive koblet på fjernvarmen fra Tårnby Forsyning.

I begyndelsen af 2024 bliver de første spadestik taget til den store udvidelse af fjernvarmen nord for motorvejen i Tårnby Kommune. Og herefter kommer nye parcelhuskvarterer løbende til i de kommende år. Det overordnede mål er, at stort set hele Tårnby Kommune skal være udbygget med fjernvarme inden for den nærmeste årrække.

Siden foråret 2023 har det været muligt for boligejere i Tårnby Kommune at ansøge om at få fjernvarme, og det har mere end 2200 allerede benyttet sig af.  

Nu går udbygningen ind i en ny fase, og de husstande, som er udpeget til at få fjernvarme i første halvdel af 2024, får snart direkte besked fra Tårnby Forsyning. 

Fjernvarme vil sænke kommunens CO2-udledning markant 

Der er fra Tårnby Kommunes side et stort fokus på udbygningen af fjernvarmenettet til de mange parcelhusområder, hvor der i dag benyttes naturgas til opvarmning.  

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, fremhæver derfor også den første etape som et vigtigt skridt i den grønne retning. 

”Opvarmning af boliger står for cirka 62 procent af naturgasforbruget i Tårnby, hvilket svarer til cirka 17 procent af kommunens samlede CO2-udledning. Vi har en ambitiøs klimaplan, som sigter efter at gøre os CO2-neutrale senest i 2050, men faktisk ønsker vi at få reduceret CO2-forbruget med 70 procent allerede i 2027. Her spiller fjernvarme en vigtig rolle, så der bliver arbejdet hårdt på at få koblet flest muligt borgere og virksomheder på fjernvarmenettet,” siger borgmester Allan S. Andersen og tilføjer: 

”Fjernvarme er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling, den er fremtidssikret og en driftssikker varmekilde., Derfor er det rigtigt positivt at se, at Tårnby Forsyning nu er klar til at gå i jorden i første etape af den store fjernvarmeudbygning i Tårnby Kommune,” siger borgmesteren. 

Mindre prispåvirkelig og mere grøn 

Fjernvarme bygger i højere og højere grad på grønne varmekilder end gas, og samtidig er den mindre prisfølsom end fx gas og el har vist sig at være under de senere års energikriser.  

”Fjernvarme har i flere år været særdeles eftertragtet hos rigtig mange boligejere, og vi oplever en stor interesse fra Tårnby-borgerne. Priserne på gas er på et markant lavere niveau end under sidste års energikrise, og derfor er prisen på gas og fjernvarme lige nu nogenlunde på samme niveau. Men det kan hurtigt ændre sig,” siger Einer Lyduch, der er bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning og tilføjer:  

”Det oplevede mange boligejere med gasfyr sidste år. Her er fjernvarme en mere stabil varmekilde, hvor der ikke er de samme udsving.”

Naturligt med tvivl

Einer Lyduch forstår samtidig godt, at man som boligejer kan være i tvivl om, hvorvidt man skal hoppe med på fjernvarmen.  

”Det er en stor beslutning at skifte sin varmeforsyning. Der er mange spørgsmål, og der kan opstå en tvivl. Jeg kan kun opfordre til, at man tager fat i Tårnby Forsyning med sine spørgsmål. Vi har også lige ansat en kunderådgiver, som vil køre rundt på elladcykel i de aktuelle og kommende områder og er klar til at besvare spørgsmål og give mere indsigt i fjernvarmen,” siger Einer Lyduch. 

Fakta om fjernvarme i Tårnby
  • Op mod 8000 husstande vil få mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet frem mod 2028.  
  • I Tårnby Kommune er omkring 50 procent af husstandene allerede på fjernvarmenettet, men det er primært i etageejendommene, at der er installeret fjernvarme. 
  • Tårnby Forsyning tilbyder fjernvarme på abonnement, hvor det er muligt for et fast beløb at få fjernvarmeanlægget installeret uden at skulle betale en stor engangsudgift, ligesom abonnementet dækker de løbende udgifter til service og vedligehold. 
  • I de kommende år fortsætter udvidelsen af fjernvarmenettet. På Tårnby Forsynings hjemmeside kan du følge udviklingen og se, hvornår fjernvarmen kommer til dig: www.taarnbyforsyning.dk/fjernvarme 
  • Du kan allerede nu ansøge om at få fjernvarme. Ansøgningen er uforpligtende.

 

Emne