75 pumpestationer transporterer over 4 mio. m3 vand igennem Tårnbys kloaknet om året

SPILDEVAND

Spildevandet fra de cirka 43.000 Tårnby-borgere løber døgnet rundt igennem kloaknettet, som er 268 kilometer langt og består af 75 pumpestationer

pumpestationer

Pumpestationerne har en vigtig funktion med at pumpe spildevandet videre i kloaksystemet, før det ender på Tårnby Forsynings renseanlæg i Kastrup Strandpark. Her er det fra en af de store pumpestationer, der ligger ved hjørnet af Gemmas Alle og Englandsvej.

Spekulerer du nogensinde over, hvad der sker med det brugte og beskidte vand, når du fx har været i bad eller trækker ud i toilettet? 

Kort fortalt kommer vandet ud på en lille rejse, som varierer i længde afhængig af, hvor i Tårnby Kommune du bor

Når du leder vandet ud af din bolig, bliver det ledt ud til kloakken i vejen og derefter begynder turen mod Tårnby Forsynings renseanlæg, der er beliggende i Kastrup Strandpark.

Har vigtig funktion

Det store kloaksystem under jorden er i alt 268 kilometer langt og består foruden kloakker og regnvandsledninger af 75 pumpestationer. Netop pumpestationerne har en særdeles vigtig funktion – de er nemlig med til at sende vandet videre i retning mod renseanlægget. Uden pumpestationerne ville spildevandet ikke kunne komme videre til vores renseanlæg – og der ville derfor være en risiko for, at det urene vand ville oversvømme lavtliggende områder i kommunen.

pumpestation2
Tårnby Forsynings pumpestationer bliver løbende spulet og vedligeholdt.

Bliver løbende tilset og spulet igennem

Der er forskel på pumpestationernes størrelse, og de ligger vidt forskellige steder. Mange af dem er placeret midt imellem huse på almindelige villaveje, mens andre ligger lidt mere afsides.

Fx er der en stor pumpestation på hjørnet ved Englandsvej og Gemmas Alle, som har et større underjordisk anlæg, der ligger op ad motorvejsnedkørslen mod Malmö.

En anden stor pumpestation ligger på Skøjtevej, som er den sidste pumpestation, før spildevandet kommer til renseanlægget og er klar til at blive renset.

Pumpestationerne bliver løbende vedligeholdt og spulet igennem af vores dygtige medarbejdere, så pumperne altid er toptunet til at sende vandet videre i kloaksystemet.

Fakta om Tårnby Forsynings pumpestationer

Der er 75 pumpestationer i Tårnby – den nyeste er opført i 2023 i Tømmerup Haveby.

Den første pumpestation i Tårnby blev opført i 1923 og stod på Amager Strandvej

Pumpestationerne transporterer samlet 4.364.361 m3 vand afsted til renseanlæg i Kastrup Strandpark