Du er her:

Nyheder


NYHEDER



23-06-2020

Vejarbejde på Englandsvej fra midten af juli: Biler kan stadig køre i begge retninger


Fra midten af juli vil der være vejarbejde på Englandsvej.

 

Årsagen er, at Tårnby Kommune anlægger en ekstra kørebane i nordgående retning mellem Løjtegårdsvej og motorvejen.

 

De gamle vandledninger udskiftes samtidigt

 

Tårnby Forsyning vil i samme forbindelse udskifte alle de gamle vandledninger på strækningen, så det ikke bliver nødvendigt at genere med gravearbejde igen på et senere tidspunkt.

 

Ledningsarbejdet starter medio juli måned og forventes afsluttet i slutningen af oktober måned. Der skal lægges en ny hovedvandledning i den østlige side af vejen samt nye stikledninger frem til ejendomme på begge sider af vejen.

 

Styret underboring, så kørebanen er åben for biler i begge retninger

 

De nye vandledninger bliver lagt i ved hjælp af såkaldt styret underboring. Der skal derfor ikke graves i selve kørebanen, men kun punktgraves, der hvor ledningerne skal samles eller passere tæt på andre ledningstyper.

 

Det vil derfor være muligt for bilerne at køre i begge retninger, og gravearbejdet forventes ikke at medføre gener for biltrafikken.

 

Der bliver omdelt informationssedler til de berørte beboere langs med gravearbejdet.

 

Yderligere information ved uventede gener

 

Ved underboring til nye vandledninger kan der opstå uventede forhindringer, for eksempel i form af gamle ledninger, som kan medføre, at der alligevel skal graves i kørebanen. I så fald vil der komme yderligere information på Tårnby Kommunes hjemmeside: www.taarnby.dk samt på Tårnby Forsynings hjemmeside: www.taarnbyforsyning.dk og på Facebook: Tårnby Forsyning.

 

Med venlig hilsen

 

TÅRNBYFORSYNING A/S